onsdag den 28. maj 2014

Anmeldelse: “Alle erotikkens elementer lagt ned i hver en sætnings folden sig ud i undren og nysgerrighed.”

Åhh!
Første - meget, meget smukke! - anmeldelse af min nye bog
Aktstykker: 11 erotiske gradueringer! Jeg er så glad, så glad!

Et par citater:

"Aktstykkerne handler om vores grundvilkår som mennesker med erotikken som en kraft til forandring."


"I aktstykkerne møder vi piger og kvinder og en enkelt mand i alle aldre af livet, der bruger lysten som åbenbaringen til at træffe valg i livet som til den konkrete skriveproces. De taber ikke sig selv, de kommer så meget desto mere til stede i verden ved at reflektere sig i den anden i det erotiske møde."


 "...alle erotikkens elementer lagt ned i hver en sætnings folden sig ud i undren og nysgerrighed."

Se hele anmeldelsen her. 




fredag den 23. maj 2014

Erotisk udgivelsesdag: Blomster, uro - og tak til to mænd

”Aktstykker: 11 erotiske gradueringer” af Ane-Marie Kjeldberg. E-rotika|Forlaget Jansson
Der er blomster på bordet, for i dag udkommer min 6. bog, e-bogen ”Aktstykker: 11 erotiske gradueringer”.

Min forfatterkollega og gode ven Hans Schmidt Petersen gjorde mig forleden opmærksom på, at jeg har arbejdet på denne novellesamling i 10 år. Jeg havde helt mistet følingen med, at det var så længe; men nu husker jeg godt, at han og jeg (blandt meget andet) talte om de første noveller en lang, dejlig og varm sommerdag i Haderslev i 2004.

Det er en stor dag i dag, en kulmination på ti år med arbejde, tvivl og opgivenhed og så endnu mere arbejde - og jeg bringer en inderlig tak til Hans for kritik, sparring, inspiration, opbakning, tiltro til og fighten for sagen på mine vegne gennem disse mange år. Det har betydet meget for mig, at du, Hans, holdt af så meget af denne bog. Din tiltro til den har været styrkende og dejlig.
Også hjertelig tak til min forfatterkollega og ægtefælle Reinhard Klahn. Ham takker jeg i helt særlig grad også for tålmod med al min gentagne bekymringssnak op til udgivelsesdagen. Efter visse voldsomme anmelder- og læserreaktioner på min roman Marcipansøstre havde jeg svoret, at jeg aldrig mere ville udgive noget som helst med erotisk indhold. Nu gør jeg det så alligevel – og det har givet mange urolige tanker, som Reinhard har lagt øre og svar til. Tak, Reinhard. Du har beroliget.

Nu er bogen udgivet - og vi får se, hvordan det går den. Jeg er spændt, men også vældig lettet over, at jeg - med god opbakning fra de to herrer - samlede mod til at føre ti års arbejde til ende og ud i lyset.

Bogen ligger allerede ude på diverse e-boghandler (og priskrigen er i gang!).
Her ses den hos Riidr.com




torsdag den 1. maj 2014

Ren zen i form af verdens lækreste magasin - forbavsende ukendt i Danmark

Kinfolk. Verdens lækreste og mest beroligende magasin
Påsken er ovre - og jeg ved, at nogle tilføjer et tavst eller hvisket "endelig".
Har du det sådan?
Var der lidt for megen uro? For mange gæster - af den lidt mere besværlige slags? Eller for mange pligtbesøg ud af huset? Eller skete der bare for meget? For meget havearbejde? For megen fitness? For mange udflugter til sjove ferieevents, som måske ikke var så sjove for alle i familien?
Eller var det balancen mellem enetid og fællestid, den var helt gal med?

Hvis din påske var sådan, eller hvis din fritid ofte har det med at se sådan ud, så vil jeg varmt anbefale dig et meget specielt tidsskift, jeg har opdaget. Det hedder Kinfolk, og det ligner ikke noget som helst andet, jeg kender. For det første er det i lækker pap-bogindbinding (inkl. flapper) med den mest fingerforførende matte overflade. For det andet er indholdet vidunderligt dejligt. Det er på ingen som helst måde noget i retning af et klassisk dame- (eller mande-)blad. Det er et MENNESKEmagasin med små velafpudsede artikler om livet. Ofte lidt skæve artikler og altid garneret med yderst velfotograferede billeder. Det er både meditativt og zen, men uden at disse ord overhovedet bruges. Det fungerer bare.

Indholdet er interviews, råd, guides og reportager, garneret med et par lækre (og måske lidt skæve) opskrifter og som sagt mængder af helt specielle billeder.
Magasinet har medarbejdere fra store dele af verden (inkl. Danmark).

Til den, der har svært ved at finde balancen i det der med fritiden, vil jeg helt særligt anbefale Kinfolk vol. 9, som handler netop om dette emne.
Som der står på denne udgaves bagside:
Do weekends still exist? Is it even possible to unplug from phones and computers? Wheter you're reveling in the great outdoors, doing some marathon baking or just lounging on the couch, this issue is our guide to striking the right balance and making the most of our well-earned days off.


Magasinet er en sand nydelse!
Som en anden læser skrev: "Beautiful photography. Simple articles about fascinating subjects. A magazine that you will read cover to cover. One of the best magazines ever produced."

Se mere om denne delikatesse af et magasin ved at klikke på billedet her:

 





Nu dages det

Dugperler på vinbladene i drivhuset. Frisk, kølig og smuk 1. maj-morgen her på bjerget.
God kampdag til alle!