tirsdag den 21. november 2017

Augsburger Puppenkiste

Hun tåler ikke sandheden om die Augsburger Puppenkiste,
så vi ifører os pink og candyfloss og gentager de vanlige scener,
mens afkommet skyder hinanden og hænger sig i kulissen


.
© 

tirsdag den 10. oktober 2017

Grauballe Mose

De råbte igen og igen, at selv tuerne i mosen var farlige
Jeg græd, tog dem ved hånden
Så kom dagen. De kastede mig ud i Grauballe Mose og gik

Jeg fandt nu og da tuer, som kunne bære,
og enkelte nætters sammenkrummet søvn

Nu når råbene mig igen



©

torsdag den 24. august 2017

Hvorfor skriver du egentlig stadig?

Så kom det igen, det spørgsmål: Hvorfor skriver du?
Det er helt forståeligt, at det bliver stillet. For det første, fordi jeg aldrig er kommet på parnasset. Jeg er ikke engang i nærheden af de nedre dele af parnasset.
For det andet, som en eller anden for nogle år siden sagde til mig: "Du har skrevet i så mange forskellige retninger. Hvad er linjen i dit skriveri?"

Parnasset
Jo, jeg mærker skam godt, at nogle på eller omkring det der parnas ser mig som et sølle forfattervæsen. Det bliver ikke sådan sagt direkte, men jo da, man bliver nu og da overset eller behandlet affærdigende, på mere eller mindre subtile måder, og i stort og småt. Og jeg bemærker det da, men lader som ingenting - eller trækker mig (som oftest) bare ud af sammenhængen. Så nej, jeg har ikke fået rygende medvind, og drives altså ikke af en eller anden medvinds-optur.
(Det skal dog i denne sammenhæng retfærdigvis siges, at nogle stykker på parnasset, både højt og lidt lavere, har mødt mig med stor venlighed og imødekommenhed. Ingen nævnt, ingen glemt. Det varmer naturligvis et menneskehjerte at blive behandlet pænt - så det takker jeg for.)

Det skjulte (som tiden ikke var moden til)
I starten skrev jeg nok hovedsageligt, fordi jeg havde emner, jeg forfærdeligt gerne ville afsøge og kaste lys på. Emner, der befandt sig skjult i mellemrummene mellem det, vi faktisk sagde og gav udtryk.
Jeg skrev om en familie, der levede i de psykiske efterdønninger af en stor krig og et totalitært regime (romanen Fred og Ro), og jeg skrev om seksualiteten hos nogle purunge piger, som blev udnyttet seksuelt af en voksen mand (romanen Marcipansøstre).
Bøgerne blev læst, kom på biblioteket, blev debatteret i læseklubber - og fik også et par vældig positive anmeldelser. Men de mødte også voldsom modstand. Et par anmeldere gav i den grad dem og deres indhold kniven, og der var også enkelte læsere, som udtrykte stærk vrede mod mig som person.
Tiden var nok ikke moden til at tale om, at der havde været et voldsomt regime i Tyskland, et regime som stadig trak tråde blandt de endnu levende.
Og den var heller ikke moden til at forfægte, at vi svigter teenage-ofre for seksuelle overgreb ved at springe over i den grøft, hvor vi påstår, at børn under 18 år er aseksuelle væsner, og hvor vi gribes af rædsel for, at det hele er teenagerens egen skyld, hvis vi anerkender, at hun/han besidder seksualitet.
Jeg fik dog også en række mails fra læsere, som havde sat stor pris på bøgerne - og fortalte mig deres egne historier, som de endelig turde åbenbare. Det gjorde mig glad og taknemmelig.

Bøgerne og deres emner blev snart mere eller mindre glemt. Og jeg sad længe noget forkommen og sundede mig oven på stormene.
De to romaner er siden genudgivet som e-bøger (af Lindhardt og Ringhof). Nu markedsføres de mest som erotiske værker og kærlighedsfortællinger (hvilket de OGSÅ er). Og de læses - uden at nogen synes at gå op i limningen over dem. De kan stadig lånes i papirform på en række biblioteker og findes også begge på eReolen.

En pærevælling?
Siden skrev jeg et par bøger om at skrive og om følsomhed og stress.
En krimi er det også blevet til (Jeg får Døden). En krimi om et miljø af alternative helbredere, hvoraf nogle har etikken i forhold til patienterne i den grad i uorden.
Og så har jeg desuden kastet mig over at skrive erotiske fortællinger. I min novellesamling Aktstykker handlede det om mange erotiske gradueringer: Fra de uudlevede, men ikke desto mindre dybfølte erotiske spændinger mellem to, der ikke kan få - eller ikke vil have - hinanden til det absolut udlevede.
I andre af mine noveller har linjen været mindre underspillet. I Lindhardt og Ringhof-serien Sommerfolket er der kærlighedshistorier med klar og tydelig erotik i et 1960'er-miljø.
Lidt af en pærevælling? Ja, måske. Men samtidig er der en mening med galskaben, føler jeg.

At dryppe en dråbe
Meningen med pærevællingen ligger i, at det vigtige for mig med årene er blevet at dryppe en dråbe, som dronning Ingrid vist havde det med at sige om sit virke.
Jeg vil gerne med mit skriveri dryppe en dråbe af rimelighed, rummelighed og venlighed i en verden, som synes på nippet til at kollapse i klimaændringer, social skævhed, forskellige former for terror, gale statsledere og smuldrende sans for ret og rimeligt. Men om muligt også gerne en dråbe af glæde og lykke. Glæden og lykken ved at føle empati er noget, vi som forfattere kan hjælpe stærkt på vej. Også glæden ved at kunne sætte sig selv ind i en sammenhæng ved at læse en fortælling er væsentlig.
Og det samme er den helt enkle glæde ved at føle sig underholdt af en historie.

Stiff upper lip
Men er det ikke et udtryk for jubelidioti? For manglende realitetssans eller virkelighedsflugt i en grusom verden? For forkælethed?
Nej, jeg er som sagt klar over, at det står galt til. Det er - veritabelt - i mine tanker hver eneste dag og i mange søvnløse nætter. Det plager  mig uendeligt. Og jo, jeg har også personligt oplevet min del af sorger og modgang. (Samt mange glæder og medgang.)
Kun ved at nogle stykker sætter sig for at hæge om rimelighed, venlighed og glæde (og et moment af stiff upper lip), kan vi gøre os håb om som menneskehed at overleve med forstanden i behold. Der er også behov for fokus på alt det, der står uopretteligt galt til. I den grad. Men som jeg er skruet sammen, ville jeg dø af skræk og ruelse ved at være den, der tog den tjans - så jeg tager i stedet den anden.
Jeg drypper min dråbe. Den er lille. Men jeg drypper.

tirsdag den 20. juni 2017

"Dybt erotisk og samtidig troværdig og spændende"

Ny læservurdering af Sommerfolket:

"Ane-Marie Kjeldberg har skrevet noget, der er bedre end Fifty Shades - igen. Sommerfolket er dybt erotisk og samtidig troværdig og spændende i både personskildringen og tidsbilledet. At en del af erotikken er voldsomt grænseoverskridende for 1968 formidler Ane-Marie medrivende."

fredag den 16. juni 2017

Forfatteren Hans Schmidt Petersen om Sommerfolket

Den dansk-tyske forfatter Hans Schmidt Petersen har givet denne dejlige udtalelse om de seks afsnit af Sommerfolket:

"Det vidunderlige ved serien er, at den forbinder lækker erotik med dybtfølte persontegninger og gør det i et smidigt og poetisk sprog".

Læserreaktioner på Sommerfolket

Læser:

"Tak for oplevelsen af Sommerfolket 1 og 2! Et dejligt billede af tresserne med mange overbevisende detaljer.
 I afsnit 1 følte jeg meget med Solbjørg i hendes ægteskab med den dominerende Ulf. Da Jens dukkede op, følte man lyset komme ind i hendes liv, og så blev det romantisk og varmt. Lidenskaben er medrivende fortalt!
I afsnit 2 kom man til at forstå Ulf, selv om han næsten virker lidt naiv i sit forhold til Frederik, men det passer godt til tiden og hans arbejde som præst. Ulfs udvikling er godt beskrevet. Da det bliver hot, bliver det virkelig hot og lidt mere kinky end i afsnit 1, også fordi der spilles på Ulfs rolle som præst.
De to korte afsnit er godt skrevet og fyldt af atmosfære og handling. Det er erotik, men det er mere: også kærlighed og historisk billede. Glæder mig til de næste afsnit af serien!"

Læser på Bookmate:

"Sanselig erotik og en god historie!"

Streamingtjenesten Bookmate har udvalgt og fremhævet Sommerfolket

Den hede historiske romance Sommerfolket udgives nu

De første tre afsnit af min erotiske romance-serie fra 1968 er nu udgivet:

I de smukke arvede sommerhuse ved Grå Klit indånder beboerne Vesterhavs-duftene og nyder solen, som familierne har gjort det i generationer. Men vi er i slutningen af 1960‘erne, og der er uro og ukendt frihed i luften, og uventede spændinger opstår. Erotikkens forvandlende kraft er uimodståelig, og sommerfolkets liv sprænger sig helt nye veje: nye former for lidenskab, nye kærlighedsforhold og ændrede livsbaner.

Sommerfolket er en romantisk-erotisk serie på i alt seks afsnit, skrevet af forfatteren Ane-Marie Kjeldberg. Hvert serieafsnit er på omkring 30 sider.

De første afsnit af Sommerfolket har fået en god modtagelse. Blandt andet har streamingtjenesten Bookmate fremhævet serien som anbefalet læsning.

Serien Sommerfolket udgives i seks afsnit over seks uger. Den udkommer som lyd- og e-bog og kan købes via alle netboghandler. Senere på året udkommer den også som samlet papirbog.
Serien udgives af Lindhardt og Ringhof / SAGA Egmont som del af deres store serieprojekt i 2017.


.

mandag den 29. maj 2017

Jeg er ikke multiresistent

Gå en tur i skoven. (Jo, du har tid!)
Jeg dur ikke til flaskehalssituationer, og jeg er ikke blevet bedre til dem efter de par fysiske stresskollapser med vanvittigt højt blodtryk, besvimelser og afsindigt høje stresshormonmålinger, jeg har haft gennem årene.

Og jeg er der, hvor jeg igen lige skal huske mig selv på det:

At ikke alle er multiresistente multitaskere. At dem, der nu og da har gjort sig kloge på mit liv og ment, at jeg da ikke kunne have noget at være stresset over, ikke nødvendigvis ved ret meget (om mig og mit liv og/eller livet som sådan). Og stresshormonmålingerne og blodtryksmålingerne og besvimelserne var der jo lissom - håndgribelige facts, ikke sandt.

At jeg ikke bliver et bedre menneske af at presse mig selv ud i endnu en eskalerende stresssituation.

At min nuværende kedafdethed ikke skyldes en pludselig indsigt i den store modbydelige og helt ægte sandhed om mig - men blot er forårsaget af, at jeg har forsøgt at presse mig selv med vold og magt og selvdadel gennem en flaskehalset situation.

At jeg faktisk i en del situationer er og har været yderst udholdende.

At selv om der findes en håndfuld mennesker, som gennem årevis har syntes (og mere eller mindre subtilt vist mig), at jeg var et græsseligt menneske, og selv om det er en konstant belastning (og især, når man er træt og slidt), så findes der også nogle folk, som synes, jeg er OK at have i verden.

At min manglende multiresistens og manglende hårde hud på sjælen sandsynligvis er med til at gøre, at jeg har kunnet skrive skøn- og faglitteratur, som har bragt visse mennesker glæde og gavn af forskellig art.

Og remedierne i denne situation kender jeg jo godt:
Erkend situationen
Udvælg dagens to vigtigste opgaver. Udfør dem. Udsæt (eller drop) (meget kan droppes, når det gælder liv og død, og det gør det faktisk, når ekstrem stress er under genopsejling) alt andet.
Gå en tur i skoven. (Jo, du har tid!)
Træk vejret ned i maven.
Tal til dig selv som til en god ven, der er presset - nemlig venligt og med omsorg.

Og jeg minder mig selv om det en gang til:
At min manglende multiresistens og manglende hårde hud på sjælen sandsynligvis er med til at gøre, at jeg har kunnet skrive skøn- og faglitteratur, som har bragt visse mennesker glæde og gavn af forskellig art.
Så måske skulle jeg faktisk sige tak.









onsdag den 17. maj 2017

Sommerfolket er (også) en kærlighedserklæring til sommerhuset

Om fjorten dage udkommer første afsnit af min serie Sommerfolket. Sommerfolket er en række fortællinger om kærlighed og sanselighed i 1960'erne - men det er også en kærlighedserklæring til sommerhuset

Det begyndte med en primitiv bjælkehytte i Hemsedal i Norge, da jeg var otte år, en hytte, hvor jeg lykkelig drømte, at jeg var Heidi i Alpeonkels hjem oppe på bjerget. Og siden har de været i mit liv, sommerhusene og hytterne: Det smukke husmandssted på Ærø, den nybyggede hytte i Idre, det nedlagte landbrug ved en jysk skov, hytten i midnatssol på en fjeldtop på en nordnorsk ø; fiskerhuset på Fur, sommerhuset bogstaveligt talt på kanten af Vesterhavet - og alle de andre. Hvor har jeg tilbragt mange uger og måneder i sommerhuse og hytter i Danmark, Norge og Sverige! Lykkelige, lyse uger.
For sommerhuset kan noget helt særligt:

I sommerhuset har vi har følelsen af at være i kontakt med en oprindelig tilstand, en tilstand hvor naturen var størst og mennesket småt. Vi hengiver os til havet, himlen, sandet, skovene, fjeldene, læner os til dem og tanker ro.
Og med roen kommer friheden til at være den bedste udgave af os selv, til lige at trække vejret og mærke, hvor vi egentlig er i tilværelsen, og hvor vi gerne ville være.
Sommerhuse er drømmehuse, hvor nye ideer og muligheder viser sig for os. Vi opdager nye livsveje i småt og stort, vi finder ny kærlighed - eller genopdager gammel.
Og vi fantaserer og dagdrømmer, hvorved vores sjæl næres og styrkes til den videre færd.

Næring til drømmen og fantasien - og skriveriet
For mig er sommerhuset som drømme- og fantasisted blevet noget helt særligt i den del af mit voksenliv, hvor jeg har været forfatter, for hvor har jeg skrevet mange, mange sider i sommerboliger rundt om i landet.
Da jeg skrev Sommerfolket, sad jeg i novembermørket i et ensomt sommerhus med buldrende brændeovn og hunden ved min side for at nå min deadline, og det faktiske sommerhus og sommerhusene i fortællingen snoede sig sammen på en helt speciel måde.

Sommerhuset som begreb er en rød tråd i mit liv, og jeg fornemmer, at mange andre har det på samme måde. Og nu har jeg givet sommerhuset sin egen fortælling i Sommerfolket.
Eller rettere: Det er fem Vestkystsommerhuse, der "kommer til orde" i serien: Solbjørg og Ulfs monstrum med alle de arvede møbler; Toves lillebitte hytte, kyndigt og yndefuldt bygget af gamle margarinekasser; Frederiks hipt moderniserede arvestykke; Ingrids faldefærdige gamle fornemhed med alle de fine detaljer og ikke mindst Christian og Bodils velholdte landsted, som emmer af tradition og gode penge.

Om nogle af "mine" sommerhuse og sommerhusoplevelser er til stede i Sommerfolket? Ja, helt bestemt.
Men jeg siger ikke hvor - der må læserne selv have lov at gætte.

---

Sommerfolket udgives af Lindhardt og Ringhof / Saga som en digital serie på seks afsnit (lydbog og e-bog) samt efterfølgende som papirbog. Første afsnit udkommer 1. juni 2017.

..

mandag den 24. april 2017

Antropocæn

Højt til loftet. Det var der på Aros i går. Mand, en udstilling, den nye - The Garden!

Jeg er stadig fuldstændig opslugt, omkuldblæst og opløftet af især dens nutidsværker med relation til det antropocæne, herunder bl.a. Darren Almonds videoinstallation Sometimes Still med skildring af en af de såkaldte maratonmunke fra Kyoto.

Det var en følelse af endelig at forstå - uden at jeg kan forklare, hvad jeg egentlig forstod. Der var bare brikker, der faldt på plads, så det bragede. Sammenhænge, der ikke længere var ueksisterende, kompartmentering, der blev ophævet. Angst, der blev tydelig og forståelig, men dermed også på en måde ophævet.

Jeg skal ved gud i himlen forsøge at skrive på det, men først og fremmest skal jeg ud at gå.