Jeg er ikke multiresistent

Gå en tur i skoven. (Jo, du har tid!)

Jeg dur ikke til flaskehalssituationer, og jeg er ikke blevet bedre til dem efter de par fysiske stresskollapser med vanvittigt højt blodtryk, besvimelser og afsindigt høje stresshormonmålinger, jeg har haft gennem årene.

Og jeg er der, hvor jeg igen lige skal huske mig selv på det:

At ikke alle er multiresistente multitaskere. At dem, der nu og da har gjort sig kloge på mit liv og ment, at jeg da ikke kunne have noget at være stresset over, ikke nødvendigvis ved ret meget (om mig og mit liv og/eller livet som sådan). Og stresshormonmålingerne og blodtryksmålingerne og besvimelserne var der jo lissom - håndgribelige facts, ikke sandt.

At jeg ikke bliver et bedre menneske af at presse mig selv ud i endnu en eskalerende stresssituation.

At min nuværende kedafdethed ikke skyldes en pludselig indsigt i den store modbydelige og helt ægte sandhed om mig - men blot er forårsaget af, at jeg har forsøgt at presse mig selv med vold og magt og selvdadel gennem en flaskehalset situation.

At jeg faktisk i en del situationer er og har været yderst udholdende.

At selv om der findes en håndfuld mennesker, som gennem årevis har syntes (og mere eller mindre subtilt vist mig), at jeg var et græsseligt menneske, og selv om det er en konstant belastning (og især, når man er træt og slidt), så findes der også nogle folk, som synes, jeg er OK at have i verden.

At min manglende multiresistens og manglende hårde hud på sjælen sandsynligvis er med til at gøre, at jeg har kunnet skrive skøn- og faglitteratur, som har bragt visse mennesker glæde og gavn af forskellig art.

Og remedierne i denne situation kender jeg jo godt:
Erkend situationen
Udvælg dagens to vigtigste opgaver. Udfør dem. Udsæt (eller drop) (meget kan droppes, når det gælder liv og død, og det gør det faktisk, når ekstrem stress er under genopsejling) alt andet.
Gå en tur i skoven. (Jo, du har tid!)
Træk vejret ned i maven.
Tal til dig selv som til en god ven, der er presset - nemlig venligt og med omsorg.

Og jeg minder mig selv om det en gang til:

At min manglende multiresistens og manglende hårde hud på sjælen sandsynligvis er med til at gøre, at jeg har kunnet skrive skøn- og faglitteratur, som har bragt visse mennesker glæde og gavn af forskellig art.

Så måske skulle jeg faktisk sige tak.