Jeg får døden - anmeldt

Se flere anmeldelser her.

Litteratursiden anmelder 'Jeg får døden' og skriver blandt andet
:
"Ane-Marie Kjeldberg har med denne krimi indskrevet sig i rækken af danske kvalitetskrimiforfattere. [..] Plottet er gennemtænkt og elementært spændende, og forfatteren formår at holde spændingen til det sidste. Med mellemrum afbrydes romanens fremadskridende handling af den formodede gerningsmands tanker. Det tilføjer historien en vis gysereffekt og bidrager til at øge spændingen. Persontegningen virker ægte og troværdig."
---
Louise C. Larsen anmelder (på Litteratursiden) 'Jeg får døden'.
Hun skriver blandt andet:
"Det værste er sket, et brud helt inde i midten, der tager flere dødsfald med sig, og vi ved, at vi skal med helt derind, hvor alt forsøges skjult og omskrevet og allerflottest: Vi kommer ind, hvor slet ingen vidste, at vi skulle ind. Det er en slutning, som end ikke må antydes, men gennem hele krimien og dens lag på lag af sansninger, er det det uudsagte, som står klart i læserens indre billeder uden at være så meget som antydet i teksten."
&
"En person på alle måder udenfor danner indskudte afsnit mellem kapitlerne med overvejelser over egen usynlighed og umuligheden af at trænge igennem og mere kan ikke siges her, men enkeltstående sætninger, der hver især indeholder hele fortællingen, gåden og dens nøgle. En særlig smerte finder ord i disse afsnit, som er bogens smukkeste."
&
"Sansningerne flokkes på hver en side med en fornemmelse af dyrets vejring. Der indsnuses, lyttes, fryses og sammenlignes. "Hendes ansigt fik samme gråhvide farve som løvetand i frø" er en sætning, man straks genkender som Ane-Marie Kjeldbergs, og som i krimiens verden bliver en sansning til et muligt spor, der samles ind ind for at se, om der skulle opstå et mønster."
---
Københavnerliv.dk skriver bl.a.:
"En krimi uden dystopiske politimænd eller selvmordstruede detektiver – herligt!" "Denne krimi er anderledes." "Ane-Marie giver her et bud på hvordan man kan udvide genren og hvad der kan få os læsere til måske at hive endnu et par krimier ned fra hylden uden at stå tilbage med følelsen af krimi-deja vu."
---
Anmelder på Saxo, Gitte B.: 4 af 5 stjerner

"Jeg får døden, af Ane-Marie Kjeldberg, er en anderledes krimi fyldt med alternative behandlere, store livsfilosofiske tanker og overvejelser og et kæmpe persongalleri, som forfatteren på fineste vis formår at holde sammenkædet.

Sygehuspræsten Ester og den unge psykolog Andreas finder hinanden i et fællesskab omkring den afdøde Hellle, da kæresten Minnanette står ved hendes dødsleje på sygehuset og har brug for støtte i sorgen over tabet af sin livsledsagerske.
De to undres over den måde Hellle er død på, og det sætter gang i en større undersøgelse fra deres side, hvor de kommer i kontakt med en masse mennesker, fra mange forskellige miljøer i Danmark.

Begge hovedpersoner er intelligente og vidende mennesker, som ikke giver op uanset de udsættes for trusler på egen person. Ane-Marie Kjeldberg fører os igennem dette brogede galleri med sikker hånd, og hun lader jævnligt hovedpersonerne repetere forløbet i form af samtaler, hvor de to selv forsøger at samle trådene i den her spegede sag, som måske - måske ikke - er en forbrydelse.

Forfatterens debutkrimi er en fin kombination af filosofi og religion med jævnligt tilsatte tvist af ”Motorsavsmassakren” og ” Rædslernes nat”, og hun holder spændingen lige til det sidste."

---
Krimisiden anmelder 'Jeg får døden'. Bibliotekar Lone Pedersen skriver blandt andet:
"Personerne Ester og Andreas har et fint samarbejde, og er et par spændende personer som vi sagtens kan følge en anden gang.
At scenen er sat i den alternative spirituelle gruppe, Jurten, gør den til en anderledes krimi. Der er andre vinkler på sagen og der er andre forholdsregler for vores hovedpersoner at tage. Og forfatteren behandler den spirituelle verden på en sober måde. Og som et fint afsæt til sin krimi.
Samtidig er vi på velkendt grund for forfatteren. Hun kender sin by og lokalområde, Silkeborg og omegn. Og det mærkes ofte i bogen."
---
Krimiforfatteren Hans Schmidt Petersen om 'Jeg får døden':
"Politiet interesserer sig ikke for sagen. For dem var døden en ulykke efter en stor operation. Sådan ser Ester, sygehusets præst, og Andreas, sygehusets psykolog, ikke på det. Og med et er vi havnet i en hel verden af esoteriske foreteelser, som vi så sjældent hører om, selv om vi burde, fordi den er stor.
Vi hører om eksistentielt truede mennesker, der søger et holdepunkt, vi hører om magtbrynde og kynisme. Først og fremmest oplever vi dog et eventyr sammen med Ester og Andreas. Et farligt, dødbringende eventyr, med et bestialsk mord og pludselige, rørende indblik i den menneskelige natur. Et eventyr, der til sidst byder på en fuldstændig overraskende, tragisk vending, der hæver denne krimi langt ud over det ordinære."
---
Bogfidusen skriver om 'Jeg får døden' blandt andet:
"Romanen har et fint intensitets niveau" og "Jeg vil give bogen 4 stjerner og glæder mig til mere fra den kant."
---
På Goodreads skriver bruger Svend Erik:
"En historie om det 'alternatives' forløjede grusomheder og forretningsmetoder, set med hospitalspræsten Esters og den unge psykolog Andreas øjne, i deres forsøg på at opklare et besynderligt dødsfald. 'Jeg får Døden' kommer rundt i et mystisk dødsfald og mærkelige kroge i den 'alternative' verdens kaos af magt, penge, fup & fiduser & numerologi på underholdende og troværdig vis."
---
Læservurdering:
"Så har jeg haft en virkelig god weekend med næsen dybt begravet i bogen. Den var svær at slippe. Gode karakterer, spændende plot og så håber jeg, der er smurt bare lidt tykt på med hensyn til miljøet med "healerne". Spændende, i mange betydninger. Tak for den!" Marian Friborg
---
Se flere anmeldelser her.
---
Køb bogen: Jeg får døden' kan bestilles i alle boghandler - også på nettet. Fx her (hvor prisen for tiden er kun 237 kr, (plus porto)).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.